Brian Høyer har igennem sit liv kæmpet med misbrug af diverse hårde stoffer. I dag er han clean, og har valgt at arbejde med mennesker, han mener, han kan hjælpe. De udfordringer Brian Høyer har været igennem skaber ifølge ham selv rammerne for, også at kunne hjælpe andre i svære situationer. Han bruger blandt andet sine erfaringer som tidligere misbruger i arbejdet med andre, hvor han skaber forståelse for borgernes behov. Han har både hjulpet folk med deres træning og hjælper i dag udsatte borgere på et bosted i Holstebro.

”Det nemmeste ville helt klart være at være misbruger. Bare stå op og ryge mig helt i hegnet, og derefter suge kokain det meste af dagen. Men der er noget der gør, at jeg ikke vælger denne løsning”. Alarmen ringer klokken 05.

Brian er træt, men kommer altid ud sengen. Inden han foretager sig noget andet, drikker han sine to sædvanlige kopper kaffe. Smagen giver mod på dagen. Trætheden bliver langsomt overtaget af en spændthed og glæde over, hvad dagen mon bringer. Dagene er aldrig de samme, hvilket er noget af det Brian godt kan lide ved sit arbejde med udsatte borgere.

Brian forsøger at hjælpe andre mennesker, efter selv at have været misbruger gennem mange år. Denne tendens kan Annette Linnæs, som er Misbrugskonsulent ved Tjele Søgården, genkende. Hun snakker igennem sit arbejde med mange misbrugere, og der er mange, der ønsker at arbejde med at hjælpe andre, når først de er ude af misbruget igen. Her er det vigtigt at forstå, at de fleste mennesker har været clean i længere tid, da det er en svær opgave at hjælpe andre, hvis du stadig selv kæmper denne kamp.

En halv time inden han skal møde, sidder han ude i bilen. Der er en lille køretur fra Hee til Holstebro. Brian møder ind klokken 07, og bliver hurtigt mødt af de venlige kollegaer, hvorefter der venter ham en masse små arbejdsopgaver, som skal klares i løbet af dagen. En borger skal til lægen, en anden op på kommunen, og det kan Brian hjælpe dem med. Følelsen er bekræftende. Både overfor det andet menneske du sidder overfor, men også overfor en selv.

Senere på dagen kører han rundt til forskellige borgere, der har brug for at være lidt sociale. Sommetider fortæller han dem, at det ligeså godt kunne have været ham selv, der havde brug for at være tilknyttet bostedet.

Klokken 15 har han fri. Når han kommer hjem, føles det ikke engang som om han har været på arbejde.

Valget om aktivt at hjælpe andre mennesker, kommer ikke bare fordi, at han gerne vil hjælpe andre mennesker. Det har ikke været et bevidst valg, men misbruget har gjort, at han har udviklet nogle kvaliteter, som gør ham god til arbejdet med mennesker, og specielt dem med store udfordringer i deres liv.

Brian er i dag ude af stofmisbruget. Ifølge ham selv har det med stoffernes konsekvenser været lige meget i store dele af hans liv. Det er særligt en begivenhed, der gjorde at det for alvor gik op for Brian, at han måtte stoppe sit misbrug. Som 24-årig får Brian konstateret nyrekræft, som også var den kræftform Brians far døde af, dengang Brian kun var 6 år gammel.

Denne tragiske diagnose ender med at blive til et positivt vendepunkt, da det går op for Brian, at han ikke ønsker at dø. Det var specielt svært for Brian, fordi det var helt ude af hans hænder.

Misbrugets virkning på arbejdet med mennesker

Ifølge ham selv er der flere forklaringer på hvordan misbruget har hjulpet i arbejdet med mennesker.

Det ene er arbejdet med personlig træning, hvor han brugte sin interesse, nemlig træning, som arbejde. Misbruget har ifølge ham selv betydet, at han selv har fået en bedre forståelse for mennesker med store udfordringer, fordi han selv har oplevet en hård periode i sit liv. Derudover forstår han at motivere folk, ved at sætte realistiske målsætninger og tage en dag ad gangen. Han oplever, at folk tror på ham, fordi han selv har kæmpet en hård kamp.

Det andet er arbejdet med udsatte borgere, hvor Brian bruger sin personlige erfaring, til at hjælpe andre. Her har erfaring og en anderledes tilgang gjort, at Brian oplever at være god til sit arbejde. Han forstår folk i misbrug på et andet plan, end normale pædagoger gør, og han har også dermed en anden tilgang til disse mennesker. Brian nævner her, at han er god til at lytte til borgerne og skabe løsninger sammen, og ikke pege så meget fingre af dem, der har brug for hjælp.

Brian befinder sig i barndomshjemmet i Hee. Sammen med en ven, går han målrettet over til vennens morfar, der bor lige i nærheden. De kender til risikoen, men de bevæger sig alligevel derhen. Da de træder ind ad døren, kan Brian mærke en let koldsved løbe ned ad ryggen. Nervøst og grænsesøgende går de helt ind i huset.

De leder desperat efter medicinskabet. De ved begge godt, at de ikke skal tage noget derfra. De ignorerer fornuftens stemme, og fortsætter med at lede efter medicin til deres eksperiment Følelsen af spændthed rammer Brian nede i maven, men alligevel er der en stemme bagerst i hovedet, der siger, at det her godt kunne være pisse farligt. Frygten styrker nærmest nysgerrigheden. De beslutter nærmest uden omtanke for konsekvenserne at tage nogle piller. Følelsen er dejlig, og Brian finder allerede ud af i en alder af en 12-13 år, at det her med receptpligtig medicin ’virkelig kan noget’.

Et misbrug begynder ofte med eksperimenter, som derefter gradvist udvikler sig. Under et misbrug oplever man gradvist at blive afhængig, og en misbruger ender ofte med at tage stoffer alene og i hverdagen, selvom man ikke havde planlagt det. Begyndelsen til et stofmisbrug sker ofte ikke alene, ligesom vi ser det i Brians tilfælde. Det er ofte unge og grænsesøgende mennesker, der ikke har tænkt konsekvenserne i gennem.

Stofferne bliver hverdag

Efter denne episode er Brian nærmest ’hooked’ på stofferne. Han vil prøve mere, og det gør han også, ikke lang tid efter. Følelsen beskrives som en måde at flygte på, når man, som Brian, ikke var hverken god i skolen eller ikke havde særligt meget selvsikkerhed. Efter at have mistet sin far i en ung alder, blev Brians naturlige sorg pakket ind i vrede. Han følte faren havde svigtet familien ved bare at stikke af.

Selve udtrykket ”flugt fra hverdagen” kan Sidsel Helena Karsberg, som er lektor ved Center for rusmiddelforskning, bekræfte. Dog forklarer hun, at hun nærmere ser stofmisbrugere som mennesker, der bare ønsker at være til stede i livet på en behagelig eller udholdelig måde. De ønsker at leve.

Hun forklarer også, at stofferne kan være en flugt fra nogle symptomer, som man ikke ønsker at mærke. Når man fx oplever et traume, kan det medføre nogle angstlignende symptomer, som gør, at det kan være svært at fungere i sin hverdag.

”Grunden til at stofferne er så tiltrækkende, når man ønsker at enten flygte eller leve på en mere behagelig måde, er fordi de virker til netop dette. I starten kan man netop føle, at rusmidlerne hjælper en, og det er noget af det, vi ikke kan se bort fra”, forklarer Sidsel Helena Karsberg.

Vækkeuret har for længst ringet. Brian er lige vågnet, og har de fleste kemikalier ude af kroppen. Netop efter at have mærket den enorme trang til endorfiner, giver han efter. Smagen af medicin bagerst i ganen skylles væk. Kort efter kommer tankerne til sig selv igen.

Tankerne om at skulle have været på arbejde i dag bliver hurtigt glemt. Det går ikke jeg endnu en gang møder alt for påvirket op på arbejde.

Lidt efter mærker jeg endnu en trang. Ikke en lyst, men en trang. Nærmest ligesom trangen til at spise. Jeg skal bruge noget. Ikke lang tid går der, før denne trang afløses af en bane kokain. Den umiddelbare og ukritiske rus sætter tankerne på pause: ”Livet er stressende, når man konstant er på jagt efter det næste sus i maven.”